Indvendig beklædning i kahytten

Denne artikel handler om den indvendige plasticbeklædning, der er limet på glasfiberen. Udskiftning af dette er nok det kedeligste arbejde man kan lave på sin båd, måske lige efter afrensning af kølen! Jeg arbejdede på projektet om vinteren, hvor båden var på land med presenning over.

Magic’er har indersiden af ruffet beklædt med plastic, der let kommer til at se småmuggen og beskidt ud, og måske er der huller fra gardinstænger, lamper osv. På min båd var der løbet kondensvand ind bag plasticen ved vindueskanterne, og jeg ville gerne afmontere gardinstængerne (rigtige mænd ikke altså ikke blondegardiner i deres skude!). Loftspladerne, og glasfiberen under ryglænene er beklædt med noget pelset stof. Det var rimelig pænt, og blev vasket lidt og genbrugt. Senere vil jeg skifte loftspladerne ud med lakeret marineplywood, uden nogen form for stofbeklædning.  Uanset bevæggrundene pynter det gevaldigt at skifte plasticen ud, og det er ikke specielt dyrt: Ca. 1.000 kr. for plastic (hos forhandlere kaldet PVC-skum, ca. 100 kr./m i 140 cm bredde), lim m.v. Men der skal mange arbejdstimer til. Jeg brugte ca. 5,5 m plastic, og 3 kg Cascoflex kontaktlim. Husk også en tandspartel til at få limen spredt ud. Kanterne blev limet med 2 patroner MSR CA lim/fugemasse. Her er en gennemgang af trinene i arbejdet:

  • Ryd kahytten for hynder og andre sager, og dæk af med plastic. Det bliver et orgie i plasticfnuller og kontaktlimsbussemænd.

  • Tag billeder, eller lav tegninger af hvordan de enkelte stykker støder sammen, og i hvilken rækkefølge de skal sætte op. Når først plasticen en fjernet er det meget svært at huske hvordan de så ud før! Fjern loftsplader, lamper, instrumenter m.v.

  • Fjern den gamle plastic med kniv. En filetkniv er ganske effektiv til at skære i den gamle limfuge. Nogle steder går det let, andre steder sidder skidtet rigtig godt fast.

  • Når plasticen er væk, renses de store klumper kontaktlim væk med kniv og xylen. Husk åndedrætsværn! En anden bådejer har fjernet kontaktlim med et citrusolieprodukt, og hævder at det var effektivt, og lugtede godt! Men det har jeg ikke selv erfaring med.

  • Gør rent, men der skal fortsat være afdækket.

  • Hold loftspladerne op, og marker hvor de slutter, så ved man hvor langt den nye plastic skal gå ind. Benyt lejligheden til at efterspænde skruer til skødeskinner m.v. der er dækket af plasticbeklædning.

  • Lav grove skabeloner i brunt afdækningspapir, pap eller lignende. Klip plasticen groft ud med et overlap på ca. 10 cm overalt. Jeg skar ikke huller til vinduerne.

  • Nu skal der klistres! Her er det en fordel at være 2 personer. Efter anbefaling fra bådudstyrsforhandleren smurte jeg ikke kontaktlimen helt ud til kanterne, men limede efterfølgende med MSC. Tanken var god nok, men der er i dag synligt hvor overgangen mellem limninger er.  Glasfiber og plastic smøres ind i lim, og tørrer hver for sig efter anvisningen på limen.

  • Sæt plasticstykkerne op, de skal helst sidde i første hug. Lad kontaktlimen tørre.

  • Skær til med skarp kniv og saks, lim med MSR lim, og evt. kontaktlim, hvis man ikke kan se limkanten. Dette er et pillearbejde, men meget afgørende for slutresultatet.

  • Monter loftsplader og udstyr.

Vindueskanterne i Magic’en er problematiske. Pelle Pettersson (PP) er, udover at være bådkonstruktør, også industriel designer. Bygningen af båden er derfor en industriel proces, hvor tingene skulle gå hurtigt og nemt (=billigt). Jeg gætter på, at al apteringen er placeret i skroget inden dækket blev monteret, og at plastic og vinduer er monteret i dækssektionen inden samling med skroget. I hvert fald er plasticen bukket og klisteret omkring vindueskanterne, og senere er vinduerne monteret. Nemt og effektivt for PP, men umuligt at genskabe medmindre man først afmonterer vinduer, og så klister plasticen på. Jeg havde ikke mod på at tage vinduerne af. fordi de er meget skrøbelige og et nyt sæt koster 10.000 SEK. Jeg endte med at male kanterne med topcoat inden ny plastic blev klistret på, og skære plasticen til med et brækket barberblad senere. Resultatet er ikke imponerende, så næste projekt er at finde en passende liste at klistre på.

Hvis jeg skulle gøre det om ville jeg nok vælge at bruge lidt mere tid på at fjerne den gamle lim, slibe glasfiberen og male det hele med topcoat i stedet for at beklæde med ny plastic. Det giver måske lidt kondensvand, men er uopslideligt og  løser problemet med vindueskanterne.